Regnen satte noget af en dæmper på campingpladsen

Fredag 22 maj 2020 startede dagen med så flot og varmt vejr, men omkring middagstid, så kom skyerne. Jeg havde en opfattelse af det “bare” var en front der skulle komme ud på eftermiddagen, omkring klokken 14:00, og skulle passere gennem Danmark (Jylland), men vi kom på andre tanker.
Om det var fordi jeg havde læst forkert på vejrudsigten, eller om DMI rent faktisk havde lovet heldagsregn, det er jeg lidt i tvivl om, for det startede med at dryppe allerede omkring middag, og fra 14:00 til langt ud på aftenen, så stod det ned i stænger, og der kom virkelig meget vand.
Alt den regn sætter en dæmper på hele campingpladsen, og det er lidt underligt at tænke på, at der er så mange gæster lige for tiden, og så var der så stille, bare fordi det regner.
Jeg havde planlagt en tur ud i området, hvor der skulle opleves nogle ting, men det blev udsat til den nye uge, frem mod pinsen, hvor der skal komme lidt bedre vejr, eller i det mindste tørvejr. Det er nu sjovere at opleve ting, hvor man ikke skal have regntøj eller gummistøvler på, for at komme rundt, og så bliver bilen også smadret til, og så skal den jo også rengøres, når man kommer tilbage.

Men det “gode” ved den regn, var at jeg fik lagt min nye fodriste ved indgangen til forteltet, efter jeg havde fået slået græsset omkring forteltet, så man lige kan tørre skoene af, inden man træder ind i forteltet, hvor jeg syntes man får meget græs med ind, og det følger jo en overalt, også ind i selve campingvognen. Fredag 22 maj 2020, vil blive husket som en af de dage, hvor jeg har brugt mest tid i min campingvogn, siden jeg købte den, for det var bestemt ikke vejr til at komme udenfor med alt den regn.
Nu ser vi alle fremad, og det tegner okay for pinsen 2020…