Lillebilen trak campingvognen hjem uden nogle problemer

Da jeg tilbage i 2019 købte min bil og campingvogn, med kort mellemrum, så havde jeg jo ikke tænkt på at trække en tur med dem sammenkoblet, for på papiret kunne det lade sig gøre lovligt. Min tur hjem fra Camping Specialisten, der dengang havde hjemme i Lind ved Herning, men som jo er flyttet til Funder ved Silkeborg i helt nye omgivelser, gik ikke efter planen på motorvejen.
Siden da har jeg kørt mindre ture med trækket, men her har campingvognen været helt tom, altså uden nogen form for oppakning, og det har fungeret rigtigt godt, hvis jeg holdte mig på de mindre veje, hvor jeg jo også kun må køre 80km/t. Flere har dog sagt at det burde kunne lade sig gøre med oppakning også, og har givet mig gode råd henover sommeren, for selvom det er en Hyundai i20 med 85 heste, så burde den altså kunne klare det, men så måtte man holde sig til 4 og delvist 5. gear.

Søndag 13 september kom dagen hvor vi pakkede det hele ned, og det skulle prøves af, og så blæste det endda en “pelikan” så det var noget af en test.
Men det hele spillede bare, og jeg strøg op af bakken ved foden af Fårup Sø og op mod Jelling by, og hele vejen hjem kunne jeg holde mig i gang, endda uden at pine bilen. Men nu har jeg naturligvis også lært bilen bedre at kende det seneste år, og fremover kan jeg nemt smutte ud i det blå, både med bil og campingvogn pakket, så det er en befrielse.
Det åbner en masse nye døre, at man ikke er afhængig af andre, når bettevogn skal ud og luftes, så nu må vi se hvad det bliver til. Du kan naturligvis følge med her på bloggen, og se hvad jeg nu finder på, når trækket nemt kan bevæge sig rundt i Danmark, dog på de mindre veje.